Skrevet af
martine,
fredag 17 april kl. 02:57
Så er der nye billeder af vores lækre unger.
Her i Nuuk var foråret så småt på vej, og folk begyndte straks at polere bådene på stativerne rundt i byen. Men nu er det blevet koldt igen, og har sneet i 2 døgn, så vi er atter begravet i snedynger. Det gode ved det er selvfølgelig, at det lige giver et par ekstra dage på skibakken.
Vi går og glæder os til at min far kommer på besøg på tirsdag. For ligesom resten af bådene i Nuuk skal Blind Faith lige brushes lidt op. Og det får vi altså dansk assistence til.
Storm ligger i skrivende stund på min arm, så det bliver kort denne gang. Han sover kun i favn om aftenen, og man skal helst ikke røre for meget på sig. Men ellers så er han sgu den dejligste unge. Når han ser os, så flækker hele hans ansigt i et smil fra det ene øre til det andet. Den anden dag var vi i svømmhallen med mødregruppen, og mens fire unger skreg, så sad Storm veltilpas i sin autostol med en knytnæve i munden og pludrede lidt, som om han ville sige: Når du får tid, så kunne det da være dejligt med et bryst. Det er faktisk kun om aftenen han er lidt besværlig.
Victor har langt om længe fået børnehaveplads fra 1. juni. Han bliver så stor. Skyder i vejret. Han opdagde pludelig vores cd med børnesange af Kaya Brüel. Den er han så vild med, at han kan sidde med den lille tekstbog og lytte til hele cd'en. Er forbløffet over hans evne til at koncentrere sig.
Ellers så er der jo blevet skudt en isbjørn i Nuuk. Det er første gang i næsten 15 år. Vi var nede og se den på brættet inden den blev parteret. Surreelt. Så lå der bare en hel bjørn der. Den er faktisk skudt så tæt på byen, at man kunne have mødt den på langrendsski. Det er jeg glad for, at Asger ikke gjorde. Jeg har uploadet et par billeder af den.
Nå, det var hvad jeg orkede.
kh. Martine